Tak, tak, tusind tak for, at så mange af jer var med til at fejre Phendelings 15års jubilæum. Jubilæet blev en skøn, skøn weekend i dharmaens tegn med masser af varme, glæde og gavmildhed.

Herunder kan I se et lille udsnit af fotos fra dagene og desuden læse den åbningstale, som vores fantastiske formand Karolina holdt for de fremmødte.

Kære alle sammen, velkommen til!

Phendeling, et sted til gavn for fred og harmoni. Og det mærker man, når man træder ind ad døren.

Efter første besøg er man et lidt andet menneske, og nej, ikke kun fordi altings foranderlighed hele tiden er i spil, men fordi der simpelthen sker et eller andet skift i sindet – en dør åbnes, et lys tændes… Dette subtile skift i sindet kan gå hen og blive et regulært, personligt paradigmeskift, ikke at man bliver en anden, måske snarere fordi man bliver mere sig selv.

Phendeling er også et åbent center. Vi rækker venligt og nysgerrigt hånden ud, samler hænderne til en respektfuld hilsen, eller hvordan man nu gør for at hilse og vise imødekommenhed og lyst til dialog. Det er med til at skabe et frugtbart samarbejde på tværs af trosretninger.

Phendeling eksisterer, fordi medlemmerne ønsker Phendelings eksistens. Det er medlemmer, lejere og frivillige, der trofast sikrer, at Phendeling er at finde på dharma-landkortet, med vores profil som ikke-sekterisk, buddhistisk center, hvor mange muligheder for afklaring og fordybelse udfolder sig.

Phendeling har ingen præferencer, når det drejer sig om målgrupper. Vi vil gerne alle!! Unge som gamle, kvinder som mænd, nye og nysgerrige såvel som garvede buddhister, kom-bar-do! … Skal vi ønske os noget, er det måske alligevel, at vi kan øge antallet af unge i vores sangha; det giver noget livlighed og friskhed, som vi ikke vil være foruden.

Phendelings bestyrelse arbejder frivilligt og består af kompetente og hjertelige mennesker, som har gjort sig deres motivation klar – vi er der for Phendeling, vi er der for dharmaen.

Phendeling, 15 år, hvor har vi haft mange forskelligartede aktiviteter gennem årene, jeg nævner i flæng: Buddhistisk Universitet, Vesak, mantrasang, interreligiøse aftner, Buddha for børn og bedster, torma-workshop, fyraftensmeditation, ny og nysgerrig, Lama Tsongkhapa lysfest, langtlivsbønner, åbent tempel, Prajnaparamita meditationsgruppe, dødsprocessens stadier tilflugt, retreats, Sangye Menla puja, yoga, studiegrupper, læsegrupper, så’ der bif, fint besøg fra Tyskland, shamaner, Tro i Harmoni, kristne nonner, imamer, rabbinere, taoister… Grunden til, at jeg nævner så mange aktiviteter er, at jeg ved, at du har været med til mindst én af dem og har haft en særdeles mindeværdig aften.

Gelongma Tenzin Drolkar er centerets motor. Hvor hun er, sker der altid noget, det tager hende ligesom bare…, så ja, det hænder, at vi må huske hende på, at hun skal passe på sig selv. Hun er kreativ, praktisk og superproduktiv og den, der tager tørnen med at kalde til samling.

Lakha Rinpoche er centerets hjerte og spirituelle vejleder, som ganske utrættelig vedbliver med at øse af sin visdom og dele sig selv med os, hvad end vi magter at modtage.

Vi synes du er stærk og sej, Rinpoche – tak for Phendeling, og tak for dig!