The Bodhgaya Interviews

Med sine mere end 30 år på bagen, kunne man måske tro, at “The Bodhgaya Interviews” var gået hen og blive noget uaktuel; men man går sjældent galt med Dalai Lamas visdomsord.

Som titlen antyder i denne engelsksprogede bog, indeholder de 86 sider interviews med Hans Hellighed fra årene 1981-84, og der skydes direkte fra hoften om buddhisme i Øst og Vest såvel som sekulær etik; ingen spørgsmål er ømtålelige, og alle besvarelser er meningsfulde: Som var dette en tibetansk debat, hvor Hans Hellighed sidder ned og må besvare de verbale angreb.

A Way to Inner Peace

En anden ny titel er dvd’en med og om Phendelings egen Lakha Lama; ”A Way to Inner Peace”, som har både engelske og danske tekster. Den 37 min. lange optagelse dokumenterer Lakhas liv og virke med Tibet Charity i det eksiltibetanske miljø og hans aktuelle liv i København. Filmen indeholder desuden et rørende møde mellem Lakha og hans kone Pia og Hans Hellighed d. 14 Dalai Lama fra sidstnævntes besøg i Kbh. i 2003.

Når Phendelings egen Hans-Jørgen Hansson begynder sin undervisning i ”De fire tanker, der vender sindet mod dharmaen”, kan man med fordel fordybe sig i følgende titler fra Phendelings bibliotek: ”Befrielsens Juvel” af Gambopa (nummereret med ”192 D” eller ”521 D”) og Patrul Rinpoches “The Words of My Perfect Teacher” (137 D).