nyhedsbrev_jan17Hvordan ser buddhister egentlig på organdonation? Forstyrrer man dødsprocessen, eller er det den ultimative bodhisattva-gerning? Svaret er ikke let og afhænger af både tradition og omstændigheder. I dette interview kan du blive klogere på buddhisters tilgang til organdonation og på, hvilke tanker Tenzin Drolkar selv har gjort sig i den forbindelse.

Artiklen bygger på interview med Tenzin Drolkar, som oprindeligt blev bragt i Religionsrapporten på P1, 21. november 2016

– Som mahayana-buddhist kan man ikke entydigt svare ja eller nej til organdonation. På den ene side er det fantastisk at kunne bruge organer fra afdøde til at hjælpe andre, på den anden side er det vigtigt at forstå, hvad der sker med bevidstheden og kroppen under dødsprocessen, og hvordan dødsprocessen påvirkes, hvis man høster organer undervejs.

– Kan du prøve at forklare, hvordan buddhister ser på dødsprocessen?

– Vi betragter døden som en fremadskridende proces, der ender med en adskillelse af krop og bevidsthed. Men denne adskillelse sker ikke samtidig med, at hjertet stopper med at slå, eller hjernen holder op med at fungere.

– Det er fordi bevidstheden – i modsætning til hjertet og hjernen – ikke er en fysisk bestanddel af os. Som mennesker består vi af noget fysisk, kroppen, og af alt det, vi kalder bevidsthed, som er noget ikke-fysisk. Det er individuelt, hvor lang tid der går, før bevidstheden forlader kroppen. Det kan vare en time, flere timer, dage og nogle gange tager det også længere tid. Men der er nogle fysiske tegn på, at det er sket.

– Så en pårørende eller en læge vil kunne konstatere, at bevidstheden har forladt kroppen.

– Ja, lige præcis. Det bliver sagt, at der kan komme lidt væske ud af næseborene eller kønsorganerne. Kroppen får en lidt anden farve og synker lidt ind, men det tydeligste tegn er, at der vil komme en ubehagelig lugt. En lugt af lig. På det tidspunkt siger man, at bevidstheden har forladt kroppen. Men spørgsmålet er, om organerne kan bruges på det tidspunkt?

– Så ifølge buddhismen bør man ikke tage organerne ud før dette tidspunkt?

– Hvis vi skal følge de buddhistiske teorier om dødsprocessen, er det ikke en god ide. Vi anbefaler, at man lader kroppen være i ro længst muligt efter, at døden er indtrådt, så bevidstheden i ro kan komme videre ind i bardo-tilstanden, altså mellemtilstanden mellem død og næste reinkarnation.

– Kan man forestille sig, at man som buddhist siger, man gerne vil donere sine organer, hvis der er en tilstede, som kan konstatere, at bevidstheden har forladt kroppen?

– Ja, hvis man kan være sikker på, at bevidstheden har forladt kroppen, kan man gøre, hvad man vil med afdødes krop. Der er på den måde ingen tabuer omkring kroppen.

– Er der noget i de buddhistiske værdier, der i øvrigt taler for, at man donerer sine organer

– Ja, det er der absolut. I mahayana-buddhismen, som den tibetanske buddhisme jo tilhører, tager vi bodhisattva-løfte. Det betyder, at vi afgiver et løfte om, at vi i liv efter liv vil arbejde på at nå den fulde oplysning til gavn for alle levende væsener. Set i det lys, er det en meget stor gerning at donere og give sine organer væk.

– Hvordan har du det selv med organdonation? Har du taget stilling?

– Jeg har i rigtig mange år øvet mig på at meditere ind i dødsprocessen. Det vil for mig, i min praksis, være kronen på værket, hvis jeg er i stand til det. Især hvis jeg kan meditere i den sidste fase af dødsprocessen, som først finder sted nogen tid efter, at hjertet er holdt op med at slå.

– Man siger, at du, hvis du kan hvile i meditation på det, der sker sidst i dødsprocessen, har mulighed for at nå oplysningen. Og det vil være en meget, meget stor ting. For hvis du når oplysningen, vil du være i stand til at komme tilbage til samsara i en fysisk krop, men med et oplyst sind. Dermed vil du have mulighed for at hjælpe utroligt mange mennesker. Derfor har jeg valgt ikke at være organdonor.