…fortæller Phendelings ani Tenzin efter hun d.14. august 2015 modtog bikshuni-ordination og dermed opnåede fuld buddhistisk ordination som nonne. I dette interview fortæller hun om oplevelsen, forberedelserne og om hvorfor hun egentlig gjorde det.

Af: Julie Relsted

Allerede i begyndelsen af året gik forberedelserne til ani Tenzins bikshuni-ordination i gang. En vietnamesisk abbed fra Tyskland havde tilbudt hende og seks andre nonner fra Tyskland, Schweiz, Holland og Skotland at blive ordineret i forbindelse med et større arrangement i en vietnamesisk pagode lidt uden for Paris. Abbeden havde hørt om problemerne med at lade kvinder opnå fuld ordination inden for den tibetansk buddhistiske tradition og ønskede med sin hjælp at skabe rammer for, at buddhismen kunne udbredes yderligere i vesten.

Men ordinationen krævede en del forberedelse. Specielle beklædningsgenstande skulle fremstilles og indkøbes. Dokumentation for tidligere ordination fremsendes. Ansøgning formuleres. Og den krævende eksamen skulle ikke mindst forberedes.

I august 2015 var forberedelserne slut og turen gik til Paris – nærmere bestemt til Khan Anh Pagoden i Evry. Ani Tenzin fortæller om opholdet i den vietnamesiske sangha:

– Det var en meget fantastisk og meget anstrengende oplevelse. Den vietnamesiske praksis er meget anderledes end den tibetanske. De står op klokken fire om morgenen og holder utroligt mange og lange ceremonier, hvor de knæler i timevis, mens de synger og beder til Buddha Amitabha. Og det hele foregår på vietnamesisk. Vi ville gerne være med – mest af høflighed, for vi forstod jo ikke et ord af, hvad der foregik – men det betød, at vi først kunne komme i gang med vores egen praksis sent om aftenen, når de vietnamesiske nonner gik i seng. Og samtidig var vi jo nervøse for eksamenen og ville gerne have tid til at forberede os.

Selv om en enkelt nonne dumpede til eksamen, var ani Tenzin både heldig og godt forberedt, så hun bestod uden problemer. Hun fortæller:

– Det var jo en once-in-a-life-time-oplevelse. At det overhovedet kunne lade sig gøre. At det lykkedes at få bikshuni-ordinationen. Det var et kæmpe pres. Alt var kaotisk, fantastisk og vanvittigt. Pagoden var til tider fyldt med utroligt mange mennesker, nærmest som en togstation i Indien i myldretiden.Og samtidig har jeg aldrig før mødt så stor velvilje og venlighed, som jeg mødte hos den vietnamesiske sangha. Der var en helt utrolig stor venlighed. Lægfolkene var meget dedikerede og respektfulde på en rigtig dejlig måde og deltog både i ceremonierne, arbejdet og festlighederne med hele familien.

Hvis du skulle fremhæve noget fra oplevelsen, hvad skulle det så være?

– Jeg fik lejlighed til at være i dialog med nogle kinesiske lægfolk, som også kom i den vietnamesiske sangha. Jeg spurgte dem, hvilket aspekt af buddhismen, der betød mest for dem. De svarede, at for dem var det først og fremmest vigtigt, at de kunne hjælpe munkene. At det var så dejligt for dem at arbejde sammen med munkene. Og at det gjorde dem glade, at de kunne se, at munkene var glade for den hjælp, de fik. Jeg synes, at det er meget tankevækkende, at lægfolkene primært kommer i sanghaen for at give en hånd med. Abbeden fortalte, at hvis han bad dem om at bygge sig et kloster, så gjorde de det.

Hvorfor ønskede du egentlig at blive bikshuni-ordineret?

– Der er flere årsager. Som bikshuni skal jeg overholde 348 regler, og jo flere etiske regler, du overholder, des mere ro kommer der over dit liv, og des lettere er det for dig at praktisere. En anden motivation er, at Buddha har sagt, at for at dharmaen kan være til stede i et land, skal der være både lægfolk, der har aflagt fuldt lægmandsløfte, og fuldt ordinerede munke og nonner. En tredje motivation er, at jeg som fuldt ordineret styrker min tilknytning til den bikshuni-sangha i Hamburg, som jeg er en del af, og at jeg engang i fremtiden kan være med til at give andre nonner fuld ordination. Det er rigtig dejligt!

Er der noget, vi i Phendeling skal gøre anderledes nu, hvor du er blevet bikshuni? Skal du tituleres ander-ledes?

– Nej-nej, jeg skal ikke tituleres anderledes, men der er en enkelt ting, som jeg gerne vil bede om. Ifølge reglerne bør jeg ikke have fysisk kontakt med det andet køn, men jeg har besluttet, at jeg gerne vil give hånd. Der er sådan set heller ikke noget i vejen for, at nonner kan give andre kvinder et knus, men det kan let blive akavet, hvis der står en mand ved siden af, og jeg så ikke giver ham et knus. Så derfor har jeg valgt, at jeg helt lader være, og det vil derfor være en stor hjælp for mig, hvis folk lader være med at give mig knus.

 

ani_tenzin_int1
Nys ordineret som Bikhsuni

 

ani_tenzin_int3
Et udsnit af det store tempelrum, hvor ani Tenzins Bikshuni-ordination fandt sted