Lakha Lama RinpocheLakha Rinpoche har valgt at opholde sig de første måneder af 2017 i Nepal, men heldigvis vender han stærkt tilbage allerede i april, hvor han starter sine tirsdagsforedrag op igen. Vi ønsker Rinpoche en fantastisk tur til Nepal og benytter lejligheden til at genoptrykke et uddrag af Rinpoches kronik om at leve, som første gang blev bragt i Berlingske Tidende 9. juni 1994. God fornøjelse:

Hvis vi ser ind i vores sind, opdager vi, at vi har mange evner; nogle er flygtige, mens andre er mere dybtliggende. Når vi bruger disse evner, må vi kombinere krop, sind og udtryk. Med denne kombination bliver vi til hele mennesker, og vi skaber et udtryk, der ikke går imod vores dybeste længsler og menneskelige natur. Så længe vi ikke går imod vores sande menneskelige natur, kan vi opnå en dyb indre ro. Denne ro giver os mulighed for at udvikle vores åndelige evner. Dette kalder jeg for åndens kunst.

Når vi ser på vores liv, ser det nogle gange meget kompliceret ud. Det skaber en følelse af, at livet er en tung byrde. Men livets kunst er ikke kompliceret – den er enkel; enkle måder at betragte situationen på, enkle måder at forstå på, enkle måder at tænke og handle på. Når vi opnår denne enkelhed i vores udtryk, undgår vi at skabe forvirring og misforståelser omkring os.

Hvis vi er i stand til at skabe komplicerede situationer, må vi også være i stand til at forenkle dem – hvorfor ikke?

Når kunstneren har overblik over, hvordan han eller hun ønsker at bruge farerne, bliver det et harmonisk billede. Hvis kunstneren derimod intet overblik har, opstår der angst, og billedet skabes i panik.

Den største forstyrrelse i livets kunst er angsten. Angsten viser os mange skræmmebilleder, så vi ikke kan slappe af og forblive rolige. De bevirker, at vi ikke tør bruge evnen til at skabe den dybeste livskunst.

Nogle af disse billeder stammer fra oplevelser, som er forbi, men vi holder dem i live. Andre billedervirker mere levende og skræmmende, selv om de i realiteten ikke er skabt endnu, men beskriver en forestilling om fremtiden. Meget få billeder viser en angst, som vi bliver konfronteret med her og nu.

Det er naturligvis ikke lige let at slippe af med alle disse billeder, men vi har evnen til at bruge dem i vores udvikling. Det er faktisk os, der holder fast i fortiden, som ikke eksisterer mere og fastholder forestillinger om fremtiden, som ikke er virkelige. Det betyder, at vi ikke lever i nuet, og at vi ikke udnytter de mulighe-der, vi har her og nu. Mange forhold går i stykker og muligheder for arbejde og succes går tabt, fordi vi ikke er opmærksomme på vigtigheden af at leve i nuet.

For at opnå harmoni i tilværelsen, tror jeg, at vi må acceptere, at fortiden er slut, men vi kan lære af vores erfaringer. Vi må acceptere, at fremtiden indeholder muligheder for både godt og ondt, og vi må være bevidste om, at hvad vi har i hænderne her og nu, og få det bedste mulige ud af det. Vi må lære at nyde, hvad vi har og være tilfredse med det, ellers ender livet med meningsløshed. Den sande mening med nuet er at afklare fortiden og forberede fremtiden.

Mit liv har været fuldt med omvæltninger. Jeg blev født i en fattig håndværkerfamilie i Østtibet. Som fem-årig blev jeg tronsat som lama. Jeg blev klædt i guldbrokade og fik et stort palads og tjenere, men dette kunne ikke dulme ensomheden og sorgen over at være adskilt fra min familie. Senere kom jeg til at studere ved Tibets største kloster-universitet i Lhasa, fjernt fra min hjemegn. Jeg kom altid til at se mine forældre igen, og jeg levede nu i et munke-samfund med strenge asketiske discipliner.

Jeg måtte er kende, at nogle forhold i livet kan man vælge, andre må man lære at acceptere, som de er. Ved at erkende dette kunne jeg overvinde sorgen og forholde mig positivt til de nye omgivelser. Og jeg er meget taknemmelig for den værdifulde lærdom og indsigt i filosofien, som jeg modtog i disse år.

I 1959 mistede jeg mit fædreland og alle mine ejendele under den kinesiske invasion. Jeg flygtede til Indien, hvor jeg oplevede mødet med en for mig fremmed kultur og mentalitet. Jeg følte på det tidspunkt had og vrede over for kineserne, hvis blot jeg så en uskyldig kinesisk kioskejer kom alle de negative følelser straks op i mig.

Jeg har siden arbejdet meget med mig selv og er nået til erkendelsen af, at jeg ikke respekterede mine dybeste længsler og sande menneskelige natur, så længe jeg fastholdt disse negativer følelser over for kineserne. Jeg begyndte at se os som ligeværdige, hvilket åbnede for muligheden for dialog- i respekt for og forståelse af – at vi er forskellige individer, og vi har lov til at have forskellige meninger.

Nu har jeg faktisk kun de bedste ønsker for det kinesiske folk.

Mange religioner siger: ”Lær at elske”. Jeg tror, at hvis vi ikke er i stand til at elske, er det bedre, at vi i det mindste lærer ikke at hade.

I 1976 kom jeg til Danmark med endnu et kulturskifte til følge. Jeg kom hertil iført en lang rød munkekjortel og med kun 70 dollars på lommen. Jeg investerede det meste af min ”formue” i et par cowboy-bukser og tog, hvad jeg kunne få af opvaske- og rengøringsjobs. Dette kunne måske udadtil se ud som et stort tab af status i forhold til min position i Tibet, men sådan oplevede jeg det ikke. Indre værdighed og selvrespekt har intet med ydre status at gøre. Vores status er som rollerne i et teaterstykke. En sand kunstner opfatter det som inspirerende og lærerigt at leve sig ind i forskellige roller, men vil aldrig identificere sig med dem.

På samme måde er det med status. Status er noget vi har. Vi er ikke vores status. Vi kan skifte status mange gange i vores liv uden på noget tidspunkt at miste vores sande værdi.

Jeg har forsøgt at tage forandringerne i min tilværelse med ro. Det har naturligvis ikke altid været lige let. Den største hjælp for mig var tilliden til overlevelses-evnen, selvtilliden, forståelsen af, at vi alle er en del af det menneskelige samfund, forståelsen af det menneskelige sind på godt og ondt samt accepten af, at der er forskellige kulturer, mentaliteter og religioner i dette verdens-samfund. Det blev den smukkeste kunst i mit liv.

Jeg bruger min tid og energi på at skabe dialog og forståelse mellem forskellige trosretninger, mellem mennesker og mellem ånds- og naturvidenskab. Jeg har tillid til, at uanset hvilke masker og identiteter vi bærer, er vi dybest set blot mennesker, der alle ønsker fred og ikke lidelse.