Hver eneste morgen, når Steen Skovhus tager sin buddhistiske bedekrans på, og hver eneste aften når han tager den af igen, minder han sig selv om, hvad buddhismen betyder for ham. Denne helt simple handling er den vigtigste del af Steens daglige praksis. For en buddhistisk praksis behøver slet ikke være besværlig eller tage lang tid, fortæller Steen i dette interview.
Læs med og bliv klogere på, hvordan Steen får livet som buddhist til at fungere i en ikke-buddhistisk verden.

Af Julie Relsted

Men vi starter lige et andet sted. I køkkenet i Phendeling, hvor Steen sidder med rusten stemme og et bordeaux tørklæde om halsen for at holde forkølelsen stangen. Ani Tenzin er ved at lave the, da jeg stiller Steen det først spørgsmål:

– Kan du huske, da du første gang for alvor vidste, at du var buddhist?

– Nej, når Steen lige at sige, inden ani Tenzin leende bryder ind og siger, at jeg bare kan komme ind til hende bagefter, hvis jeg vil høre hendes oplevelse af, hvornår Steen første gang kaldte sig ”rigtig” buddhist. Det vender vi tilbage til. I første omgang skal vi lige høre, hvad Steen fortæller:

– Jeg kan ikke sætte en bestemt dato på, hvornår jeg første gang for alvor følte mig som buddhist. For mig har det været en rejse, som i virkeligheden begyndte for mere end 30 år siden. Jeg har altid været spirituel, og det har været en lang proces fra jeg var kristen, til jeg blev kristen med buddhistisk sympati, til jeg var kristen buddhist, til i dag hvor jeg regner mig selv for at være buddhist med kristen baggrund.

Steen har haft en meditativ praksis siden han var 14 år, men kom først rigtig i gang med sin buddhistiske rejse, da han i forbindelse med sit lærerstudie støder på en universitetsafhandling, der handler kausaliteten i buddhismen. Denne rapport sætter ikke bare gang i Steens tanker, men også i en mangeårig søgen, som bringer Steen vidt omkring i forskellige buddhistiske miljøer i både Sverige og Danmark.

– Kan du beskrive, hvordan din praksis var, da du i første omgang begyndte at interessere dig for buddhismen?

– Det handlede faktisk rigtig meget om at afsætte tid til tid til at læse buddhistiske tekster og til at meditere. Mange af teksterne var umådeligt svære for mig at læse, så jeg afsatte tid til at læse et kapitel i fx Hjertesutraen, og så mediterede jeg på det bagefter for at prøve, om jeg kunne forstå, hvad jeg havde læst. Hjertesutraen har altid været en nøgletekst for mig. Den er ikke nem at forstå, men den er nem at få ind under huden.

– Det store break kom, da jeg begyndte på Buddhistisk Universitet her i Phendeling. For der fik jeg hjælp til at forstå de lidt mere besværlige buddhistiske tekster. Og inden første semester på Buddhistisk Universitet var ovre var jeg medlem af bestyrelsen og dybt engageret i Phendeling, fortæller Steen og ler med reference til, at han stort set siden dengang i 2010 har brugt de fleste af døgnets lyse timer på at undervise og støtte praktisk og administrativt op om Phendeling.

– Hvordan er din praksis så i dag, hvor du har været buddhist gennem mange år?

– Jeg har måttet erkende, at jeg som lægmand med en familie, som ikke er buddhister, må indrette min daglige praksis, så det passer til mine omgivelser. Jeg kan jo ikke bare placere et stort alter i den lille lejlighed, hvor min kone og jeg bor eller begynde hver eneste dag med en to timer lang praksis. Det kan ikke hænge sammen med mit privatliv. Sådan er det bare.

– Min vigtigste daglige praksis er faktisk, når jeg hver morgen og hver aften tager min mala (bedekrans) af og på. Denne simple handling minder mig dagligt om buddhistisk etik, om at være nærværende og om ikke at skade andre. Jeg oplever, at jeg tager buddhismen på hver morgen. Rent mentalt. Det er sådan en lille påmindelsespraksis, som jeg altid har tid til uanset, hvad der i øvrigt sker omkring mig.

For Steen er det en vigtig pointe, at vi lægmænd finder frem til en simpel daglig praksis, som kan fungere uanset omstændighederne. Vores praksis skal hjælpe os til at huske, hvorfor vi har valgt den buddhistiske vej. Den skal ikke give dårlig samvittighed eller føles akavet. Buddhismen skal forbinde sig til vores hverdag ellers giver den ikke mening.

– Vi lever jo i en ikke-buddhistisk verden, så selv om jeg blandt andet laver buddhistiske recitationer hver dag, er det vigtigt for mig at fastholde en enkelhed, hvor jeg ikke føler mig dum over for andre, når jeg praktiserer. Ligegyldigt hvor meget min familie accepterer og respekterer det, jeg gør, er de ikke buddhister. Så nogle af de ting, jeg fx gør, når jeg er inde i Phendeling, gør jeg ikke derhjemme. For derhjemme virker de handlinger forkerte. Og jeg skal ikke bringe mig selv i en situation, hvor jeg føler mig beklemt ved min praksis.

Og det er måske Steens vigtigste pointe: At vi skal acceptere, at det er rigtig, rigtig godt at være kristen med buddhistisk sympati. Vi skal ikke lave en praksis, som vi ikke magter. Som føles som en belastning. En lille bitte daglig praksis, som vi kan gøre hver dag uanset hvor vi er, og som kan hjælpe os med at integrere det buddhistiske perspektiv i vores daglige liv. Det er det vigtigste.

Og så tilbage til ani Tenzins besvarelse af spørgsmålet om, hvornår Steen første gang officielt kaldte sig buddhist. Det var for ca. tre år siden, hvor ani-la ville have Steen til at holde et foredrag i Phendeling, hvor han fortalte om sin praksis. Det ville han gerne, men det at skulle fortælle andre om, hvordan han praktiserer buddhismen fik Steen til at reflektere over, om han fortsat var kristen buddhist eller om tingene havde ændret sig. Og så sagde han de ord, som ani-la huskede bedre end Steen selv: Så er jeg vel faktisk buddhist.