Steen Skovhus besvarer her tre spørgsmål om hans forståelse og udlevelse af det etiske perspektiv.


– Hvad vil det sige at være etisk bevidst?

– Måske lyder det naivt, men jeg tror, at vi som mennesker grundlæggende vil det gode, ligesom vi stort set er enige om, hvad det gode er. At have en etisk og medfølende tilgang til vores medmennesker, faktisk til alle levende væsner, ligger dybt forankret i os. Vi er fra vores allerførste åndedrag blevet mødt af mennesker, som har gjort hvad de magtede, for at give os tryghed og tilfredsstille vores behov. Vi har fået mad, når vi var sultne og fået hjælp, når vi var syge. Vi har fået lærdom, så vi blev i stand til at klare os selv, når den dag skulle komme.

– Jeg ved selvfølgelig godt, at mange, og med god ret, kan påstå, at det kunne have været bedre, men jeg tror ikke på, at nogen bevidst har ønsket at skade os, ej heller forsøgt at hindre os i vores udvikling med vilje. Når vi så alligevel oplever at miste vores etiske kompas, skyldes det mere en mangel på nærvær. Vi køre alt for ofte i en form for mentalt frigear. Vores vanemæssige handlemønstre giver tryghed – tror vi -, men denne tilbagelænethed giver også en udbredt form for blindhed, for jo mere tryg vi føler os i vores egen selvforståelse, jo mindre skal vi udfordres før vi bliver utrygge og angste. Det udefrakommende opleves som uroskabende og fjendtligt, hvorfor vi instinktivt trækker os ind i os selv og slår ring om alt det vi har kært. Et sådant handlemønster er på mange måder forståeligt, men ansporer os ikke til en mere etisk og medfølende levemåde.

– I en buddhistisk forståelse danner vores negative emotioner, begær, aversion, stolthed, uvidenhed m.m. et slør der forhindre os mennesker i at se klart. Billedligt kan man måske sige, at hvis ikke vi tager os sammen og får rullegardinet rullet op om morgenen, ser vi ikke alt det forunderlige, der udspiller sig lige ude foran vores vinduer, og alle dem omkring os kan ikke se alt det, vi selv har at byde på, hvis ikke vi gør noget for at rulle dem op.

– Hvordan efterlever du buddhismens bud om at blive et bedre menneske?

– Dalai Lama fremhæver ofte, at når han taler om kærlighed og medfølelse, gør han det ikke som buddhist, men blot som et menneske der taler til et andet menneske. Alle disse mærkater vi påhæfter os selv og andre, vil altid være sekundære. Det grundlæggende er at vi er mennesker. Jeg er født som menneske, og vil være det til jeg dør. Alt andet; ung eller gammel, uddannet eller uuddannet, troende eller ikke troende, europæer eller araber, kommer efter det at vi er mennesker. Som buddhist forsøger jeg hele tiden at holde dette for øje. Dermed ikke sagt, at vi mennesker alle skal være ens eller lige, men at vi trods det vi ser forskellige ud, tilhøre en anden religion osv., har det samme ønske, nemlig at have det bedst muligt, være glade og lykkelige, mens vi er her. Det er selvfølgelig ikke altid let, jeg fanges også ind af vanemæssig sløvhed, bliver også ramt af mine negative emotioner, men jeg forsøger at være opmærksom.

– Buddha gik udviklingsvejen for at opnå den oplyste tilstand. En beundringsværdig rejse, som jeg har som pejlemærke, ikke at jeg har en forventning om at nå den tilstand inden for et overskueligt antal liv, men hvis jeg hele tiden stræber efter at være en lidt bedre udgave af mig selv i morgen, end jeg var i dag, så er jeg på rette vej. Derfor er meditation i sine to former shamatha – ro meditation, og vipassana – refleksiv / analytisk meditation et rigtig godt og centralt værktøj i buddhismen. Shamatha til at træne nærvær og vipasana til at lære og forstå den måde, jeg handler på, så jeg hele tiden kan udvikle mig.

Hvem eller hvad bestemmer, hvad der er godt og ondt?

– Hvis jeg forstår, at det ikke kun er mig, der ønsker et godt og trygt liv, forstår jeg også, at lige så lidt som jeg ønsker at blive begrænset i mit ønske, lige så lidt har jeg ret til at begrænse andre i deres stræben efter en god og tryg tilværelse. Og når jeg forstår, at min personlige udvikling kun kan ske i sociale sammenhænge, forstår jeg også, at det at du er til er vigtigt for min udvikling, derfor vil jeg selvfølgelig gøre alt for at du vil vedblive med at være her, hvilket kun vil ske, hvis også du føler, at du får noget ud af det. Der er en gensidig forpligtigelse til at ville hinanden det bedste.